Grønne veje - en flot del af fremtidens regnvandsløsninger

Fra sort død asfalt til mere sikre, levende, grønne og fremtidssikre private fællesveje.

Bygherre: G/F Brønshøjgaard Haveby
Lokation: Brønshøj, 2700 København.
PKP’s rolle: Totalentreprenør
Afkoblet vejareal:  Ca. 17.000 m2.
Entreprenør: Anlæg: MøllerLøkkegaard.   
Beplantning: Kasvu Haver.
Status: Færdigetableret og i drift (2024)

Forestil dig veje, der ikke blot fører dig fra A til B, men også aktivt bidrager til at skabe et bedre lokalmiljø! Grønne veje med regnbede gør netop dette. Et regnbed er en løsning, der håndterer og renser regnvandet lokalt. Ved at forsinke regnvandets vej til kloakken forhindrer regnbede, at kloakkerne overbelastes under almindelig store regnhændelser. Dette reducerer risikoen for oversvømmelser, hvilket er tiltrængt i en tid, hvor vi forventer flere store skybrud.

Grønne veje er en effektiv måde at aflaste vores kloaksystem på, og de spiller en vigtig rolle i at klimasikre vores byer. De fungerer ikke alene som en teknisk løsning, der lokalt renser vandet, men tilføjer også begrønning, øget trafiksikkerhed og biodiversitet til bymiljøet.

 

Previous slide
Next slide

Privat medfinansiering:
Byens klimatilpasning er en kompleks udfordring, der kræver både tid og ressourcer. Det omfatter forskellige initiativer såsom opførelse af skybrudstunneler, udvidelse af kloaksystemet, gentænkning af grønne områder og ikke mindst involvering af lokalsamfundet i regnvandshåndtering. Ved at deltage kan I bidrage til at mindske skader fra skybrud og sikre byen bedre mod klimaændringer, uden at det belaster jeres grundejerforening økonomisk i større omfang. HOFOR tilbyder økonomisk støtte til private klimatilpasningsprojekter gennem en medfinansieringsordning, som giver borgere og foreninger mulighed for støtte til lokale regnvandsprojekter.

Vi sikrede, at G/F Brønshøjgaard Haveby modtog 100% medfinansiering, da de kom med på den første ordning. Denne ordning er nu udgået, men der er nye vilkår på vej og vi er i tæt dialog med HOFOR, så vi sammen kan skabe en endnu mere klimarobust by.

Hvis du er interesseret, er du velkommen til at kontakte os for at høre nærmere.

 

Synergier og merværdi:
Bestyrelsen i Brønshøjgaard Haveby havde længe ønsket at gøre deres område både mere trafiksikkert og visuelt tiltalende. Med dette formål i tankerne, tog bestyrelsen initiativ til at undersøge mulighederne for trafikregulerende foranstaltninger, der også kunne bidrage til et grønnere kvarter.

Da vi blev involveret i projektet med at skabe grønne veje i foreningen, havde vi bestyrelsens vision med fra begyndelsen. I tæt samarbejde med bestyrelsen udviklede vi en løsning, hvor vi fjernede store asfaltområder og erstattede dem med regnbede, opdelt i to sektioner. Den ene sektion blev etableret med filterjord for at sikre, at regnvandet kunne nedsive effektivt. Den anden sektion blev udstyret med en rodbarriere og allétræsmuld, hvilket gjorde det muligt at plante træer i de nye grønne arealer.

Da der bor mange skolebørn i området, ønskede foreningen også at udvide hastighedszonen for at øge børnenes sikkerhed. Dette blev naturligvis indtænkt i projektet.

Foreningen havde desuden et stort efterslæb på vejvedligeholdelsen. Derfor tog vi højde for dette fra starten af projektet, så det ville være lettere for foreningen at koordinere vejvedligeholdelsen efter færdiggørelsen af de grønne veje.

Previous slide
Next slide

Det tekniske:
Vejbedene er anlagt langs vejsiden, hvor en del af vejkassen er erstattet med beplantet filterjord. Regnvandet løber ind og samler sig i bedet, hvor det fordeles jævnt over overfladen via en fordelingsrende i cortenstål. Vandet siver ned igennem filterjorden som fungerer som et naturligt filter, der renser vandet for forurenende stoffer. Under jorden placeres faskiner som kan opmagasinere det rensede vejvand inden det siver ud til den omkringliggende jord. Ved kraftige regnskyl vil vandet løbe gennem et overløb med sandfang direkte ned i faskinerne. Ved skybrud, hvor faskinen er fyldt og bedets kapacitet er opbrugt, er der også installeret et direkte overløb til kloaknettet. Faskinerne er desuden udstyret med et droslet tilløb til kloaksystemet, hvilket sikrer at der altid er cirka 50 % kapacitet tilbage i anlægget i situationer med hyppige regnhændelser. Afgrænsningen mod kørebanen er udført i røde granitkantsten fra Sverige. I bedene er der også installeret to reflekterende pullerter i lærketræ som tydeliggør bedenes placering på vejen. I bedenes indløb er der etableret et bypass der har direkte tilslutning til kloakken, så bedet kan frakobles om vinteren så der ikke kommer saltholdigt vand ind i bedet.

Grønne veje er en effektiv måde at aflaste vores kloaksystem på, og de spiller en vigtig rolle i at klimasikre vores byer. De fungerer ikke alene som en teknisk løsning, der lokalt renser vandet, men tilføjer også begrønning, øget trafiksikkerhed og biodiversitet til bymiljøet.